Det er lige gået op for mig at min bankfilial lukker for aflevering og optælling af mønter. Her har jeg troligt gennem mange år kastet dagens mønter i sparebøssen og når den har været fyldt, bevæget mig ned på Strøget til møntoptællingsautomaten i den eneste retail banking filial med en sådan. Men fremadrettet skal jeg nu tage min lille bøsse under armen og bevæge mig 4,7 km udenfor Ringgaden, for at få mine mønter talt op…
Salget af sparegrise må forventes at styrtdykke og familiestrukturer gå i opløsning, nu lille Peter ikke længere kan få udbetalt sine lommepenge i mønt men skal ha dem sat ind på sin mobilepay – verden er af lave …
Jeg husker stadig dengang, man gik ned i banken og så sad der en i kassen, som gladeligt iførte sig bladvendere aka fingerdutter aka optællingsfingerbøl og talte ens sedler op. Nu bliver de nærmest fornærmede hvis man kommer med en analog stak. Hvorfor hedder det måske et ‘pengeinstitut’?
jeg vil herefter fylde min portemonnæ og spille alle mine mønter op i totalisatoren … HA!
Update: Neeej! Totalisatoren er snart ikke mere …