Værd at huske..

Jeg er ellers ikke meget for kædebreve med slumretæppe-lapper eller kæde-sms’er med ‘sjove’ budskaber, men følgende liste synes jeg kan gå (forkortet af red.):

Ting man tror når man er fuld:

1: Gud hvor ser jeg godt ud

2: Jeg kan danse salsa

3: Dj’en savner musiktips fra mig

4: Jeg har en god sangstemme

5: Tequila? God idé.

6: Det er for tidligt at gå hjem, skal vi ikke allesammen gå hjem til mig

Dorte k – der heldigvis altid er meget klog når beruset

Ny-puritanisme

I tråd med forrige indlæg er det os magtpåliggende at kundgøre, at vi ikke vil undvære vores steg!

Hvorfor dog leve på rå og/eller udkogte grøntsager til man bliver hhv 92,5 og 88 år, når man kan leve lykkeligt og fedt til man bliver 80 på flæskesteg og fedtegrever. Der skal være plads til at smovse uden skyld.

Hvad er det for eksempel med bladet Helse? Man bliver jo psykisk syg og dårlig af sort samvittighed. Og wellness. Hvad fanden er det nu? Vi har intet imod at blive rullet i slam og gnubbet af massøser, men som begreb er det altså irriterende.

Selv Århus Åndssvag er infiltreret af annoncer fra brevkursusuddannede personager, der har indrettet en kondemneringsklar forstadsvilla til såkaldte wellnessklinikker, fyldt med lifecoaching, spa og peeling. Hold jeres benede, velmanicurerede fingre fra vores knyster!

Vi har forlængst opgivet at ældes med ynde – vi er ikke tynde!

Random og Dorte k – om føje år med aftenblåt hår og myldretidsrollator fyldt med øl

Ugens tanker

… går i disse dage, til de af vores, som både har eksamener og jobsamtaler at se til – håber det vil gå jer alle vel!

Random –

Så her er en hel flok billeder af umage dyrevenner – nåååååååååå!!!!

Et tåbeligt projekt

Her i maj havde jeg besluttet mig for at lade pincetten ligge, bare for at se, hvor meget uønsket ansigtsbehåring en hormonforstyrret præ-menopausist kunne udvikle frem til Pinsen.

Allerede den 16.maj måtte jeg opgive projektet, da vægten af den øgede hårvækst, havde medført udtalte rygsmerter….

Random

Den lille sorte

I december 2003 fik jeg et panikanfald, fordi jeg ikke kunne finde den: min kalender! – der gik flere dage, hvor den blev eftersøgt hist og her og hisset – fandt den til sidst – på et sort skab – har siden da udstyret ‘den lille sorte’ med lidt sølvlamé tape, så den forhåbentlig aldrig går tabt igen…

Sidder jo hver morgen og ajourfører min aftaler – med blå, sort og rød pen, og overfører så dagens opgaver til ‘lommebloggen’, som så bliver vippet af i løbet af dagen og om aftenen checket af med ‘den lille sorte’ – nej, nej – jeg er bestemt ikke anal… (havde egentlig også en grøn pen – men de løber så hurtigt tør for farve????)

Hvilket minder mig om:

– aftenens hemmelige møde foregik i SLM Århus (også kendt som Mens Club), hvor Røvkassebestyrerinden og undertegnede ganske extraordinært, var blevet inviteret indenfor i de hellige, dresskode-belagte herrer-haller (og det gælder ikke at Kratkussen og kæreste har været der – de var på arbejde!)

Og det var jo fornøjeligt – OG JO! – vi var i dark-room! – og jo, de har flyttet baren! – Dorte var dog lidt utilfreds, da hun valgte toilettet uden lås – og så sad hun bare der og ventede….

Men for lige at bringe os tilbage til ‘den lille sorte’ – så havde jeg noteret aftenens aftale med rødt: Menses Club – høhø!

Random – tak fordi vi måtte besøge jer!

Ingen ende..

…vil det tage. Har opdaget, at der findes oliven, der smager godt.

Vil denne aldren og bliven voksen aldrig høre op? Hva faen bliver det næste? At jeg begynder at drikke kaffe?

Lytter jo i forvejen til Giro 413.

Dorte k – grå og bekymret

Hmm.

Er i dag blevet bekendt med Menneskeretkonventionens paragraf 4:

Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.

Stk. 2. Ingen må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde.

…hvorfor jeg synes, det er ret underligt, at vi de næste fire uger er tvangsindlagt til at læse alt om mediejura!

-Korrektricen

Det er ikke fordi jeg har lyst…

Skide forår.

Har lige hængt ud af det åbne vindue for at glo efter tilsyneladende lækker kvinde i min gård. Som viste sig at være en knøs på højst 17 år. Altså ikke gården.

Måske er det der burka ikke så dumt endda. Til mænd over 14 år.

Dorte k – som tydeligvis er midt i en glidende undergang

Clavicula-føljeton

Nå. Efter nogle interessante dage i narkomaniens kløer må jeg vel hellere udfri spændingen:

Hudsnit over klaviklen. Klaviklen frilægges subperiostalt. Herefter osteotomeres sv.t. frakturen. Enderne afglattes og man kan nu montere 6-hulsskinne, placeret anteriort på klaviklen. Der er herefter pæn stilling på klaviklen og der suppleres med enkelte knoglegraft. Indlægger sugedræn og lukker med vikryl i fascie, subcutis. Staples i huden.

Her i privaten, som jeg er en smule træt af, idet jeg ikke har forladt den siden torsdag aften, skal lyde en varm tak til Åse, der gjorde mit lange hospitalsophold (1 times post-operativt sengeleje) til en dejlig oplevelse. Ganske vist uden cava.

Til gengæld er jeg instrueret i svingøvelser og har fået byens mest blærede sår. Som er clipset! Er nu en slags kontorassistent-Rambo.

Dorte k

Ånsgyl ..

Her fra privaten skal lyde en dybtfølt undskyldning: Jeg troede ikke at Vorherre læste med i Røvkassen og så, at jeg gjorde nar af hans snevejr.

Det er min skyld, at Danmark gik i stå. Hvem skulle have troet, at Nemesis, Hybris og Vorherre var bonkammerater.

Til gengæld har jeg givet mine medmennesker morsomme, fodtrampende timer i festlig venten på offentlige transportmidler. Og Bilka er selv ude om det med taget. Det har man for at føre makrel i tomat i 10-pakker og for at tillade sokker i sandaler på matriklen.

Dorte k

Første nytårsdag

Hvad sker der med tv første januar? Skihop er naturligvis ok, men Indianeren i Skabet (amerikansk familiefilm fra 1995 – garanteret ingen bøsser her) og Min Søsters Børn i Ægypten og Pas på, vi er Rasende (italiensk actionkomedie fra 1974)???

Hvad helvede. Bare fordi man er tv-narkoman og ikke tør have mere end to og halv kanaler skal man straffes. Og så på Store Selvransagelsesdag, hvor man for alvor har brug for virkelighedsflugt.

Dorte k – der hører Anne Dorte Michelsen i trods. Ingen som hende til at give tømmermænds-nytårs-sentimentaliteten ord. Har lagt mine våben for dig. Hæ.

Eftersom…

…Random's ellers ganske fortrinlige liste mangler den eneste kategori, jeg har vinderchancer i – måske lige undtaget årets øg på travbanen – vil jeg hermed gerne tilføje Årets Fald og nominere mig sæl. Og ham der ambassadegehejmeråden, der skvattede i Dronning Dagmars grav.

Ganske vist kommer jeg ikke meget i diplomatkredse, men jeg er ret sikker på, at den slags ikke er comme il faut.

Dorte k – Happy nytår her fra privaten. Overvejer at forfatte en nytårstale, men frygter sagsanlæg fra vor landsmoder, der jo garanteret hænger herinde i Røvkassen hele tiden.

Det skete i de dage..

Beretning om en nær perfekt juleaften:

!550: Dorte k indfinder sig i Bibi's hjem. Med en glad klirrren

1602: Bibi og Dorte k danser den særprægede hoveddans, der viser, at man enten hører pornomusik eller "For nu…er…julen…kommen….!"

1630: Bibi og Dorte k græder af glæde, da musen stikker hele armen gennem nåleøjet

1650: Bibi og Dorte k enes om at verden er af lave da nogle biler, der er mere animerede end os selv taler sammen på en mark

1720: Bibi afslører, at ekstramaterialet på Olsenbande-dvd'erne inkluderer Yvonnes skideballer. Det konkluderes, at julen fører til "udlændighed, fordøjelselsbesvær og drukfældighed". Der skåles – og knibes en tåre – for Kirsten Walther.

1725: Aftenens første afsnit af Matador vises.

1740: Aftenens tredie tåre fældes, da Agnes får 100 kr af Hans Christian.

1850: Anden udtages af ovnen og parteres af Dorte k. Hvilket medfører den hidtil ukendte ret plukand.

1910: Dorte k er færdig med at æde. 

2000: Bibi er færdig med at æde.

2011: Der vaskes op. Det skal man jo.

2030: Der åbnes en flaske portvin og Bibi pakker op. Og har sågar en pakke til Dorte k. Nårh… 

2100: Dorte k frydes over sin Matador guld-video, men alligevel ses afsnittet, hvor Maude redder hr Stein i grisebilen. Æj altså..

2120: Dorte k skriver noget fordrukkent vrøvl i Bibis gæstebog. Sådan en har hun nemlig.

2300: Der tales mere og mere og mere og mere utydeligt i mobiltelefoner: "Scjædelig cjul", og "sak for ckhaven" afbryder Matador.

0030: Det eneste, der adskiller Bibi fra et lig, er den festlige savværks-lyd. Dorte k er ligeglad og drikker en øl til.

0130: Elisabeth Friis har nu to hoveder og Dorte k belaver sig på at finde hjem via en hyrevogn.

0132: Alle hyrevogne i Jylland kører i garage. Dorte k går hjem fra Viby. I betragtning af at sovsen bestod af andefedt og fløde er det måske ikke så dumt.

0300: Dorte k går til sengs.

0600: Dorte k vågner og tror i et anfald af andefedts/motionsvanvid at hun har sovet første juledag bort. Bedste kur er nok at drikke vand og delagtiggøre sagesløs verden i gøren og laden.

Dorte k – nu ædru

 

 

Juleguf/overspringshandling

Grisetæer i gelé:

Grisetæerne skoldes og skrabes, så de er helt fri for børster. Koges 2-3 timer, flækkes på langs og overhældes med den siede suppe. På grund af tæernes store indhold af limstoffer vil suppen stivne uden tilsætning af husblas. Lidt eddike kan kan kommes i suppen, før den hældes over grisetæerne.

Tak, frk Jensen.

Dorte k, der sidder i sit eksamens-fadebur og gør alt for ikke at blive færdig. Sku man tro.