På dette tidspunkt af året hvor studenterne springer ud, er der altid megen snak om at de skal videre ind på videregående udddannelser, helst blive færdige på normeret tid, så de kan blive ordentlige skattebetalende borgere…
Jeg følte selv det pres i 3.g og i en alder af 17 skulle jeg bestemme min fremtid. Og således udfordret søgte jeg ind på KU, RUC og AAU og 28. juli kom brevet om at jeg var optaget på Århus Universitet, hvorfor jeg tudede i tre dage, da jeg aldrig havde været i Jylland…
Pakkede en rygsæk men en flaske Ballantines 12 år, købte en enkeltbillet til Århus og landede i et psykologi kollektiv i Åbyhøj som skulle have malet vinduer. Whiskyen kom på bordet og jeg mødte for sent på Uni første dag.
Jeg brugte de næste år på at hænge ud på universitet og i kollegiebaren, og først efter 7 år indså jeg, at jeg var landet på en helt forkert hylde…
Ikke nok med at jeg spildte min tid på at læse noget jeg ikke gad, så voksede min studiegæld til urimelige proportioner: Jeg nåede på de 7 år at låne 60.000 kroner som så voksede til 365.000 kroner – Jojo! de banker kunne sgu’ tjene penge dengang på fattige studerende.
Jeg endte med at blive gældssaneret og den 09. juni 2005 var jeg fri – 23 år senere!
Random – som først fandt det jeg brændte for i en alder af 32!
I øvrigt: Vi er de sidste 20 år blevet belært om, at det eneste salliggørende er at blive akademiker – det er det så ikke! – Vi mangler stadig en VVS’er! – kom nu kæk! – Ernas vaskemaskine er efter 2 år stadig ikke sat til …