Ernas putte er nu ikke længere…
Meget har vi budt hende igennem årene. Mange sene nætters klapren på tastaturet med øl og smøger har kostet kræfter. Det var så hun blev ganske befippet…
Hun er ellers blevet holdt i live i mange år med talrige opdateringer, men det viste sig snart umuligt at stoppe flere klodser ram i hendes hårde indre.
Dødsstødet kom sidste fredag, hvor det tog hende over 30 minutter at finde en lokal busplan…
Men heldigvis har Erna tech savvy venner i form af VorAvi som har doneret en høj slank model til os med lidt flere gb at flytte med.
Og hun startede op som en drøm og står nu og putter sig på Ernas varme kontor og puster ud efter en blid defragmentering…
Random – den gamle putte er nu blevet kørt ‘på landet’ hvor hun deler sine sidste dage med adskillige marsvin, skildpadder, en klumpfisk og en enkelt kropsdue…