Her fra privaten skal der lyde den hjerteligste tak – iblandet rørelse – for opmærksomheden i anledning af min formodede bortgang i weekenden. I retrospektiv må jeg kaste skylden på IsLis: Hvis hun ikke havde købt den telefon til mig, havde ingen været bekymret. I mine unge, mobilløse dage var jeg væk i dagevis uden problemer.
Når det så er sagt:
1: Jeg havde altså meldt afbud fredag
2: Jeg har været arbejdsløs for længe og kan ikke kende forskel på d. 31. august og d. 1. september. Undskyld. Det er frygteligt pinligt
3: Tak til Random, der tog begge vagter
4: Tak og undskyld til IsLis, der blev bange og undskyld til alle dem, hun fik gjort bange. Det var altsammen min skyld
5: Idet jeg ikke er katolsk, har jeg i stedet for at afsige 50 Ave Maria’er været i flaskecontaineren med mange tomme cava-flasker i dag. Altså fra Erna’s. Det kan man sgu kalde bodsgang
Dorte k – meget lille