Selvom man netop har fået at vide, at man nu må gøre hvad man vil (irettesætte unge fløse? undlade at åbne døren for nassende, overpriviligerede unger til fastelavn?), kan man godt være skuffet.
Ingen reception, ingen æresplatte for at være tapreste patient nogensinde, ingen erklæringer fra hemmeligt forelskede sygeplejersker. Et håndtryk var alt, hvad det kunne blive til på privathospitalet til den endelige vurdering af frakturen.
Men hvad – frakturen er officielt helbredt og jeg må igen motionere. Lort. Var lige begyndt at vænne mig til at have en god undskyldning. Men alting har jo en ende.
Dorte k – med en ende, der er blevet større end de flestes