Hade-kendte kan give uventede glæder

Dette skulle egentlig have været et surt opstød over kendte mennesker, jeg irritereres over. Jeg ville have uddelt hug og slag til folk som Diana Benneweis, Paris Hilton og Puk Elgård, da sidstnævntes nye, hæslige apostelprogram med frelst og irriterende tv-læge henledte min opmærksomhed på en test: Hvor gammel kan du blive.

Efter at have afsluttet testen druknede min galde i glæde over at kunne se frem til blive 92,5 år gammel. Min glæde forstærkedes kun af, at jeg ikke løj i testen. Dog måtte jeg svare, at jeg er skilt/separeret og bor alene, da jeg ikke er enke eller gift. Det trak til gengæld 3 år fra min forventede levealder. Og spørgsmålet om min IQ rummede kun to svarmuligheder: Over eller under gennemsnit. Da jeg er ædru, svarede jeg naturligvis ‘over’. Det gav sgu 2,5 år. Til gengæld kostede det 1 år, at jeg ikke ønsker at få børn.

Dorte k – der straks måtte drikke et glas vin og ryge en cigaret for at fejre min nyvundne alderdom. I værste fald kan det da maksimalt koste en måneds tid. Testen kan findes på www.dr.dk. Den er så skæg, at jeg overvejer at forfatte en klumme derom.