Hva faen…

… Her troede jeg at jeg var vågnet tidligt og også kune få noget ud af denne dag, og så viser det sig at sommertiden har hugget en hel time fra mig.

Dorte k  – der nok bliver nødt til at spise pommes frites i løbet af dagen for at komme mig over chokket.

En begivenhedsrig dag..

0930: Jeg vågner og opdager at jeg faktisk ikke skal til eksamen i morgen uden at være forberedt. Og jeg har tøj på. Tror min underbevidsthed vil fortælle mig noget.

1000: Jeg afgår til traning.

1050: Under traning tilbringer jeg megen god tid med at forsøge at placere hende i de lilla bukser. Jeg ender med at tro at hun gik et år over mig på Langkær Gymnasiums klassisk sproglige linie. De tyve uendeligt kedsommelige minutter på såkaldt ‘cross-trainer’ er givet godt ud.

1130: Hjemkommet til privaten finder jeg en seddel der fortæller, at ny telefon – bestilt under pres fra IsLis – er at hente på posthuset.

1131: Kører fra privaten på cikel iført bedste pædagog-regnskrud. Vorherre hører min bøn om ikke at møde nogen potentielt erotisk interessante mennesker på min vej fra telefon-afhentnings-sted (posthus) og til IsLis’ og kones bopæl (vi skal nemlig i kolo og save ting i stykker og brænde dem).

1209: Jeg er chauffør i IsLis´ søsters bil. Vi skal bl.a. i Silvan og i BR.

1225: Efter mageløs parkering af meget tung bil vader vi direkte ind i Helvedes Forgård. Storcenter Nord er fyldt af plagende børn og plagede forældre, og det tager en time at købe en sandkasse/vandbassin i form af en skildpadde. Heldigvis når vi også at købe vin. Og at se en mand, der aldeles uforstyrret af min og isLis´ kones undrende fnisen bruger ti minutter på at fiske de røde vingummier op af en kasse med bland-selv-slik.

1345: Silvan. Tænk sig engang. De har alt. Undtagen pølser. Der købes priklejord (?).

1430: Ankomst til kolo. IsLis og jeg fremdrager straks tønden, hvori man kan brænde ting, og med kun en lillebittte hjælp fra et par zip-blokke – som lugter fantastisk – lidt ligesom tusser, før man begyndte at tro at børn tager skade af at sníffe benzin – får vi gang i et nærmest rituelt foråret-er-på-vej-bål.

1700: Afgang fra kolo. Jeg har nu gammelkone-ondt i lænden af at save pinde i stykker med fantastisk håndbåren rundsav, men vi lugter alle mageløst af bål.

1815: Min nye telefon bliver ladet op. Jeg glædes over den entusiasme, som mine værtinder udviser overfor dette for mig så fremmede og ligegyldige aggregat. Vi æder mad fra Mekong.

1900-2350: Vi spiller kort. Jeg konstaterer med beklagelse, at vin ikke er godt for min koncentration. Til gengæld vinder IsLis for første gang i kortklubbens historie et spil. Og så ét til. Mit skærmbillede (på telefonen – ved ikke hvad man kalder et sådant) viser nu et halvfyldt askebæger mellem to kogeplader.

0015: Jeg cikler hjem med følgende replik: ‘Nej, jeg sender ikke en sms, når jeg er kommet sikkert hjem, for det kan jeg ikke finde ud af’.

0100: Jeg kommer i tanke om at resten af verden også skal have glæde af denne skønne dag. 

Dorte k – der for én gangs skyld har fået noget ud af dagen